mandag den 30. april 2012

Vlog #5

Den femte vlog giver et indblik i optagelserne på produktionens statistmæssigt største dag. Der endte med at være et pænt fremmøde af nogle enormt entusiastiske og indlevende zombiestatister. Udover vloggen, som giver en forsmag på en af filmens vitale scener, og fremviser flere af vores zombier, skulle de nærmeste dage også gerne byde på en ny stak billeder her på siden.

Vi håber i fornøjer jer over en vlog der dokumenterer en dag der var hektisk, men forhåbentlig også resulterer i en dramatisk scene, der kan leve op til både skuespillere, filmhold og i særdeleshed statisternes hårde arbejde denne dag.



lørdag den 28. april 2012

Store zombiedag!

I morgen holder vi vores store optagedag, hvor alle interesserede er velkomne! Vi skal bruge så mange statister som muligt, så alle der har lyst er velkomne. Vi har postet om dette tidligere, men nu får i lige en lille huskebesked inden i morgen.

Vi mødes på p-pladsen ved Trelde Næs ved Fredericia kl. 14.00.
Når i dukker op begynder vi at sminke jer for at undgå ventetid. Kl. 14.30 får i en briefing om, hvordan dagen kommer til at forløbe. Herefter går vi location, hvor resten af filmholdet venter. Her får i en konkret instruktion af instruktør Mark S. Svensson.

Husk varmt tøj, som gerne må blive beskidt! Vi glæder os til at se jer!
Er der spørgsmål kan instruktøren kontaktes på medpeber@gmail.com ellers tjek vores begivenhed med uddybende info på facebook Zombiestatister søges!!! https://www.facebook.com/events/212462435520081/

søndag den 22. april 2012

Vlog #4

Så er der atter ny vlog fra optagelserne til "Forfald" hvor vi denne gang viser jer intet mindre end det første eksempel på en zombie, som den ser ud i vores film, hvilket btw bevidst er en relativt nedtonet en af slagsen, der ligger sig nærmere op af den oprindelige "Night of the Living Dead", end mange senere og mere omsiggribende produktioner.

Man kan i øvrigt også kigge i vores billedsektion hvor der er billeder fra selv samme dag, taget af den dygtige Xenia Jensen, som vi er så heldige at have tilknyttet produktionen.



mandag den 16. april 2012

Idéer og engagement

Her følger den anden produktionsdagbog fra skabelsen af microbudgetfilmen Forfald, der vil blive skudt over april og maj og således afslutter optagelser i starten af juni. Der tales denne gang om idéudvikling, tvivl samt de langt mere konkrete dele af at lave film.



Med hver eneste af de projekter, jeg har været tilknyttet (det gælder såvel film som musik og teater), er det altid et spændende punkt, når en idé endnu ikke for alvor har taget form. Før man har fået et konkret grundlag for den historie, man vil fortælle, føles det ofte som om man kan lave hvad som helst, hvilket man i princippet også kan. Oftest begynder ideerne meget løse og reaktionerne på disse vil være skeptiske, men det var ikke tilfældet med Forfald. Det var under optagelserne til Alene, at jeg kom på idéen om at lave en zombiefilm, men jeg luftede den ikke for nogen, før vi nåede premieren på førnævnte film. I stedet for skeptiske miner var reaktionen på en zombiefilm mestendels nysgerrighed. Det var en af årsagerne til, at det var retningen, vi valgte at gå i.

Med den seneste tids søgen efter statister har den samme entusiasme igen vist sig. Responsen har overrasket ret voldsomt med flere hundrede mennesker inviteret og små 30 positive tilbagemeldinger på Facebook. Det skaber en vis ærefrygt, når man mødes af en så stor flok interesserede men mindede også om, at der reelt er et publikum for vores film. Det er med andre ord nemmere at reklamere for noget så ekstravagant som en ZOMBIEFILM end et nedtonet drama om afsavn, hvilket filmen også er.

Internetpersonlinghed Brad Jones, der for nogle vil være kendt som The Cinema Snob, anmeldte fornyligt filmen Fast Zombies With Guns og meldte her ud, at selvom den originale Dawn of the Dead er hans absolutte favorit, når det kommer til horrorfilm, kunne han godt klare sig uden at se en zombiefilm det næste lange stykke tid. Han talte også om, hvor mange microbudget film, der skydes i genren, og at det har udvandet de engang så skræmmende monstre en smule. Det skabte selvfølgelig en vis overvejelse. Hvad jeg trøster mig selv med er, at vores mål ikke er at tage mængden af gore eller zombier til et nyt niveau - snarere tværtimod. Vores håb er at kunne benytte zombiernes tilstedeværelse som en omstændighed, der driver vores karakterer til personlige ekstremer, de aldrig ville have forudset dem selv lande i.

Selve produktionen er så småt for alvor gået i gang med de første to skydedage forholdsvist vellykket overstået. Desværre blev dele af dag 2s arbejde afbrudt grundet uforudsete omstændigheder omkring lokationen, vi skød på. Det betyder, at der bliver lidt opsamlende arbejde, der skal arbejdes ind i planen. Derudover arbejder vi fortsat på at sikre os et par lokationer, der ikke bare lige er til at finde. Ønsker man at se glimt fra den første optagedag kan man via bloggen finde videoblogs, der dokumenterer en del af arbejdet på filmen. Hvad der dog for alvor skeles frem imod er filmens mest planlægningsmæssigt mest omfattende dag d. 29. april, hvor der for alvor skal deles ud af make-up, falsk blod og entusiasme, når en forhåbentlig stor mængde zombiefans møder op for at tilbyde deres hjælp med at gøre Forfald en knivspids mere ubehagelig. Har man lyst til at følge vores arbejde på filmen, kan man bevæge sig ind på www.forfald-filmen.blogspot.com, hvor det er muligt at læse mere om projektet såvel som se små videoer fra optagelserne. Derudover kan man selvfølgelig følge med på Uncut.dks facebookside, hvor disse produktionsdagbøger løbende vil dukke op.

//Instruktør Mark S. Svensson
D. 16. april 2012

mandag den 9. april 2012

Skabelsesglæde

Her følger den første produktionsdagbog fra skabelsen af microbudgetfilmen Forfald, der har været i præ-produktion det sidste halve års tid og nu langsomt bevæger sig ind i hovedproduktionen. Der tales her om baggrunden for projektet, og hvorfor det der med at lave film er det hårde arbejde værd.



Der var et tidspunkt i løbet af min opvækst, hvor det at have den nyeste, smarteste og mest avancerede mobiltelefon fremstod meget væsentligt. Det var i den periode, jeg kom i besiddelse af en Nokia 3650. I den mildest talt klodsede telefon var et lille kamera indbygget. Det var her det gik op for mig, hvilken tilfredsstillelse det kan være at skabe. De små stopmotion videoer fra den tid er for længst borte men efter yderligere leg med mediet, var jeg for nylig med til at skabe kortfilmen Alene.

Det var her jeg kom i tanke om, hvor kaotisk og uoverskueligt det kan være at lave film. Der er datoplanlægning, der på en produktion som denne, skal tilpasses et hverdagsliv, der omgiver såvel skuespillere som folkene bag kameraet. Der er de kreative uenigheder, som gør sig gældende på snartsagt enhver produktion. Og det er alt sammen først efter historien er sammensat og manuskriptet, er skrevet, genskrevet og genskrevet...

Heldigvis er al kummerligheden overgået af den tilfredsstillelse, det giver at se tingene flyde sammen. At opleve når det, jeg før refererede til som kaos, pludselig giver mening. For den store mængde arbejde til trods er der intet som det at fortælle en historie gennem et medie man holder af - og i processen øve sig i at gøre det hele mindre uoverskueligt og mere kontrolleret.

Det leder os frem til filmen Forfald, som jeg selv og en gruppe folk fra Fredericia og omegn er gået i krig med. Op til dette punkt har vi i høj grad benyttet tiden på at forberede, gøre manuskript klar og forsøge at undgå den samme forvirring som herskede i forbindelse med skabelsen af Alene. Således har manuskriptet været væsentligt flere omskrivninger igennem, og instruktørens formuleringer er blevet omformuleret af flere omgange, alt imens man fra manuskriptholdets side har forsøgt at søge sig frem til en mere håndgribelig fortælling. Det trivielle arbejde med at planlægge optagelser med videre er også færdiggjort og med væsentlig større lethed end tidligere.

Så nu finder jeg atter mig selv stående foran et nyt forsøg på at konkretisere de høje ambitioner, og forhåbningerne er høje, lysten i top og problemløsningsinstinktet sat i højeste gear. Har man lyst til at følge vores arbejde på zombieprojektet Forfald, kan man bevæge sig ind på www.forfald-filmen.blogspot.com, hvor det er muligt at læse mere om projektet såvel som se små videoer fra optagelserne. Derudover kan man selvfølgelig følge med her på bloggen og på Uncut.dks facebookside, hvor disse produktionsdagbøger løbende vil dukke op.

//Instruktør Mark S. Svensson    
25. marts 2012

søndag den 8. april 2012

Vlog #3

Se lidt af hvad der foregår af både alvorlige og knapt så seriøse ting under optagelserne til 'Forfald'. Vi har ingen optagelser fra dag 2, hvor tiden ikke var til det, så i stedet får i en masse materiale fra vores første optagedag, i den hidtil længste vlog.

fredag den 6. april 2012

Dagen før dagen

Så er det i morgen! Vores første optagedag! Jeg er så spændt, at jeg har svært ved at koncentrere mig om andet. Det hele er ved at falde på plads, og jeg skulle gerne have alting klar til weekendens optagelser. Sminke, teaterblod, kostumer. Det hele skal være på plads. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det bliver. Da jeg sammen med Camilla og Mark skrev manuskriptet, havde jeg nogle billeder inde i hovedet af, hvordan det ville se ud. Men det bliver nok ikke sådan. Måske bliver det bedre? Og vil det holde tørvejr, nu hvor vi skal filme udenfor? Og er skuespillerne glade og friske, eller bliver det hårdt at få dem i gang? Det hele ruller rundt imellem hinanden, forventninger og forhåbninger. Planer, idéer, huskelister. Det skal nok gå. Og det skal nok blive godt! Det er jeg helt sikker på. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang. Glæd jer til at se billeder og video fra vores første optagedag!